Efter TV-debat: Danskhed måles ikke i mælkesukker
16. apr. 2026
Udtalelse fra forperson Julie Rademacher om, at danskhed ikke handler om biologi og genetik
I går aftes blev det på åben skærm fremført, at laktoseintolerans (intolerance over for mælkesukker pga. lav eller ingen produktion af laktaseenzym i fordøjelsessystemet) skulle sige noget om, hvem der hører til i Danmark.
Det er rigtigt, at mange grønlændere ikke tåler mælk særlig godt. Det gør mange andre danskere heller ikke, men det siger intet om, hvem vi er som folk, eller hvor vi hører til. Det siger kun noget om den, der mener, at danskhed kan aflæses i laktoseintolerance.
Det er ikke videnskab. Det er racetænkning forklædt som biologi.
Grønlændere skal ikke reduceres til en mavelidelse
Det gør særlig ondt, at det netop er grønlændere, der bruges som eksempel. Efter mange års kamp for at blive set og hørt i det danske samfund er vi endelig ved at få danskernes opmærksomhed.
Vi mærker en ny nysgerrighed, en ny vilje til at lytte, en ny respekt for vores historie og vores plads i rigsfællesskabet. Det har vi ventet længe på.
Midt i den åbning bliver vi reduceret til en mavelidelse i bedste sendetid. Som om vores krop er beviset på, at vi ikke rigtig hører til. Det er ikke bare forkert, det er fejt at vælge os som eksempel netop nu.
En af verdens førende genetikere, Eske Willerslev, har gentagne gange slået fast, at "race" ikke findes som biologisk kategori. Mennesker tilhører ikke genetisk bestemt nationer.
Når politikere alligevel forsøger at gøre nationalitet til et spørgsmål om gener, bevæger vi os ikke kun væk fra virkeligheden - vi bevæger os tilbage mod en tankegang, Europa burde være færdig med.
Grønlændere er en del af det demokratiske fællesskab
Vi er grønlændere. Vi er danskere. Vi er begge dele på én gang. Vi lever, arbejder og betaler skat i Danmark. Vores børn går i dansk skole. Vi er en del af det her samfund, ikke på trods af vores baggrund, men med den.
I Uagut tager vi afstand fra en retorik, der forsøger at gøre biologi til en optagelsesprøve. Retorikken er historisk farlig og underminerer tilliden mellem mennesker.
Retorikken rammer ikke kun grønlændere og Inuit. Den rammer alle, der ikke passer ind i en bestemt forestilling om, hvordan en dansker ser ud, lyder eller for den sags skyld fordøjer.
Danskhed er ikke en genetisk tilstand - det er et demokratisk fællesskab.
Lad os holde det sådan.