Stor kajakparade i København fejrer Grønland på FN's dag for oprindelige folk 

23. jun. 2026

Hundredvis af kajakker, grønlandske flag, musik og kultur fylder Københavns havn på FN's internationale dag for oprindelige folk den 9. august og sætter fokus på fællesskabet mellem Grønland og Danmark.

Den 9. august 2026 fyldes Københavns havn med kajakker, musik og grønlandske flag i anledning af FN's internationale dag for oprindelige folk.

Danskere og inuit / grønlændere sejler sammen gennem byen i en stor kajakparade, der hylder grønlandsk kultur og skaber nye møder mellem mennesker i Grønland og Danmark.

Paraden arrangeres af Uagut – Landsorganisationen for grønlændere i Danmark og Mellemfolkeligt Samvirke.

"Kajakken er et stærkt symbol på grønlandsk kultur og identitet. I årtusinder har den været tæt knyttet til livet i Grønland. Samtidig er kajaksejlads en populær sport og fritidsaktivitet for mange danskere, og interessen for Grønland og grønlandsk kultur er voksende. Derfor er kajakken et naturligt samlingspunkt for en begivenhed, der skal bringe mennesker sammen, skabe dialog og styrke fællesskabet mellem Grønland og Danmark,” siger Julie Rademacher, direktør for Uagut - Landsorganisationen for grønlændere i Danmark.


Performance og grønlandsk trommedans på vandet  

I spidsen for kajakparaden sejler performanceduoen Inuanima med den grønlandsk-danske musiker og maskedanser Aviaja Lumholt på en tømmerflåde.

Undervejs lægger tømmerflåden til ved Nordatlantens Brygge, Ofelia Plads og Sandkaj ved Nordhavns Bassin, hvor Inuanima leverer koncert og performances for kajakparadens deltagere og tilskuere langs kajen.

Med afsæt i grønlandske myter, trommedans og moderne musikalske udtryk skaber performanceduoen en sanselig og stemningsfuld oplevelse, som binder dagens fejring sammen.

Kajakroere fra den grønlandske kajakklub Qajak København deltager i paraden med selvbyggede oprindelige grønlandske kajakker. På havnekajen ved Nordatlantens Brygge kan man få et unikt indblik i grønlandsk kajakkultur, når kajakbygger Svend Ulstrup bygger en oprindelig grønlandsk kajak.

Kajakparaden åbner ved Nordatlantens Brygge, lægger vejen forbi Ofelia Plads og fortsætter derfra til Nordhavns Bassin ved Sandkaj.

Arrangementet er åbent for alle. Deltagere kan sejle med i paraden i egen eller lejet kajak, mens publikum langs kajerne kan opleve musik og indslag ved Nordatlantens Brygge, Ofelia Plads og Sandkaj ved Nordhavns Bassin.

En fejring af respekt og solidaritet - i stærkt partnerskab

Kajakparade for Grønland bliver også til i tæt samarbejde med Stromma, som på dagen flager med grønlandske flag på alle sine kanalrundfartsbåde.

”Presset på Grønland har styrket de mellemfolkelige bånd i rigsfællesskabet. I januar oplevede vi en massiv folkelig opbakning til Grønland, da op mod 50.000 gik på gaden i flere danske og grønlandske byer i solidaritet med Grønland. Vi oplever, at mange ønsker et tættere og mere ligeværdigt fællesskab mellem danskere og grønlændere. Nu vil vi omsætte den opbakning til konkrete mødesteder, kulturmøder og fælles oplevelser. Kajakparaden er en fejring af Grønland og respekt og solidaritet,” siger Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.  

Kajakparaden arrangeres i samarbejde med bl.a. Det Grønlandske Hus i København, Qajak København, Grønlands Selvstyre, Kayak Bar, Dansk Kano og Kajak Forbund, Kulturdistriktet, By & Havn, Kajakhotellet og Stromma.


Praktisk information

Kajakparaden arrangeres i anledning af FN’s internationale dag for oprindelige folk den 9. august 2026.

Paraden starter ved Nordatlantens Brygge kl. 13.30 og går forbi Ofelia Plads og Sandkaj ved Nordhavns Bassin.

Paraden arrangeres af Uagut - Landsorganisationen for grønlændere i Danmark og Mellemfolkeligt Samvirke.

Man kan deltage med egen kajak eller leje en kajak gennem Kajakhotellet. Der er også rig mulighed for at være med til at fejre dagen og opleve paraden på land.

Kontakt

Knabrostræde 3, st. th.
1210 København K

Sociale medier
Kontakt

Knabrostræde 3, st. th.
1210 København K

Sociale medier
Kontakt

Knabrostræde 3, st. th.
1210 København K

Sociale medier