PRESSEMEDDELELSE – Grønlændere i Danmark samler sig og starter landsorganisationen Uagut
21. jun. 2025
En ny landsorganisation ser dagens lys, “Uagut”, som på grønlandsk betyder “os” bliver grønlændere i Danmarks nye samlingspunkt.
Med et stærkt fokus på rettigheder, trivsel og kulturel identitet vil Uagut være en samlende stemme for grønlændere i Danmark.
Uaguts formål er at fremme ligeværd, synlighed og forståelse for grønlændere og grønlandsk kultur i det danske samfund. Gennem oplysning, netværk, rådgivning og samarbejde vil Uagut arbejde aktivt for at bekæmpe diskrimination og styrke fællesskabet blandt grønlændere.
“Der er behov for en tydelig og samlet stemme, som taler grønlændernes sag i Danmark. Alt for mange oplever usynlighed, ulighed og manglende repræsentation.Det skal vi ændre på – med fællesskab og stolthed, og vi håber derfor mange allerede i dag vil melde sig ind i Uagut,” udtaler Julie Rademacher, forperson for Uagut.
Midt i opbruddet i verdensordenen blev sat særligt fokus på Grønland. Julie tilføjer,
"Som grønlænder har jeg følt mig lidt ensom og talt med andre om, at vi har et særligt behov for at kunne mødes med ligesindede. Uanset om dette så handler om, hvordan vi sikrer os selv bedst mod alt fra diskrimination og racisme i det danske samfund, at vores børn fortsat kan tilegne sig det grønlandske sprog eller finde fællesskabet, så har vi brug for at samle os og få en stærkere fælles stemme som grønlændere og inuit her i Danmark.”
Uagut bygger på værdier som respekt, inklusion, medbestemmelse og ligeværd. Landsorganisationen vil være et forum for både sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige initiativer, og skabe mødesteder, der styrker grønlandsk identitet og kultur – både internt i fællesskabet og udadtil i det danske samfund.
Uagut vil støtte og samarbejde med de grønlandske huse, Inuit-organisationen og mange andre for at støtte og fremme arbejdet for grønlændere i Danmark. Det er muligt at blive medlem af Uagut, som enkeltperson og familie, og det er også allerede nu muligt at støtte Uagut både økonomisk og gennem aktive partnerskaber.
Uagut er uafhængig og ikke-partipolitisk og inviterer nu både medlemmer og samarbejdspartnere til at tage del i arbejdet med at skabe et mere retfærdigt og inkluderende Danmark for de omkring 17.000 grønlændere som bor hernede.