Nu må alle kommuner stoppe brugen af FKU test
25. aug. 2025
Den nye landsorganisation for grønlændere i Danmark reagerer nu og understreger, at KOMMUNER IKKE MÅ FORSKELSBEHANDLE GRØNLÆNDERE I DK
Forperson for Uagut, Julie Rademacher udtaler, at:
Uagut går ikke ind i enkeltsager, men understreger, at vi finder det nødvendigt, at de danske kommuner får ændret praksis, så de forfejlede FKU test afskaffes, ikke bare ved lov, men også i den virkelighed som grønlandske borgere oplever i mødet med danske myndigheder.
Vi ønsker, at grønlandske borgere behandles på lige fod med danske borgere,og vi vil som grønlændere ikke opleve diskrimination og forskelsbehandling. Vi er derfor glade for, at den danske socialminister også prioriterer dette og har bedt om en redegørelse fra Høje-Taastrup i sagen om tvangsfjernelse efter brug af de nu ulovlige FKU test.
Samtidig appellerer vi til, at de danske kommuner nu får ændret praksis og fulgt den nye lov, så der ikke sker forskelsbehandling. Det er afgørende for grønlændere i Danmark, at vi kan føle os trygge og anerkendte som borgere i det danske samfund i særdeleshed i mødet med de danske myndigheder.