PRESSEMEDDELELSE – Grønlændere i Danmark: Lad os stå sammen i en turbulent tid
10. jan. 2026
Uagut - Landsorganisationen for Grønlændere i Danmark støtter Grønland og appellerer grønlændere i både Grønland og Danmark til at stå og tale sammen.
Den seneste tids begivenheder har sat Grønland og grønlændere i både Grønland og Danmark under pres udefra – og indefra. Derfor kalder vi nu på sammenhold. Når bølgerne går højt og nervesystemerne går i alarmberedskab, så risikerer vi at skabe flere problemer end løsninger for os selv og hinanden.
Gode løsninger kalder på god samtale og debat
Debatten i danske medier om Grønland og Danmark risikerer at blive reduceret til skyttegrave og forsimplede fortællinger i et narrativ, hvor vi risikerer at blive mere tabere end vindere, men gavner udefra kommende kræfter. Det bekymrer os, når samtaler mellem grønlandske og danske politikere kører af sporet.
17.000 kulturambassadører og formidlere
I Danmark bor omkring 17.000 grønlændere. Vi er grønlændere som også har valgt Danmark til og hver fjerde grønlænder bor i Danmark. Vi bærer ofte begge kulturer og sprog i os, og vi forstår derfor begge perspektiver bedre end de fleste og bliver derfor ofte formidlere i kulturmødet mellem danskere og grønlændere.
Historiske uretfærdigheder og nutidige udfordringer skal kunne italesættes åbent. Det kræver en samtale, hvor mennesker ikke reduceres til symboler, og hvor der skal være plads til uenigheder og kritik, men hvor vi altid må vælge og anerkende hinanden først.
Deltag gerne og lad os stå sammen om Grønland som grønlændere
Derfor opfordrer Uagut grønlændere i Danmark til at tage del i samtalen i både lokalsamfund, på arbejdspladser, blandt venner, og vi opfordrer danskere, journalister og politikere til at lytte til os grønlændere på gaden, arbejdspladsen, i bussen eller pressen.
Vi fortjener som både grønlændere og danskere at tale pænt om hinanden uanset, hvad vi må mene om alt fra Grønlands selvstændighed til farven orange.
I Uagut arbejder vi for at skabe rum til den konstruktive samtale. Vores mål er at bidrage til mere viden, nuancer og dialog – og til at skabe bedre forståelse mellem grønlændere og danskere. I efteråret afholdt vi en række dialogmøder med netop dette formål. Dette arbejde fortsætter i 2026. Vi inviterer alle, der vil bygge bro, til at tage del.
Julie Rademacher, Forperson Uagut – Landsorganisation for Grønlændere i Danmark