Julehilsen – Tak til alle for at være med i år

19. dec. 2025

Det er første gang Uagut fejrer jul, og der har været fuld fart på, siden vi startede for lidt mere end et halvt år siden. Vi vil derfor gribe anledningen til at sige tak for, at I er med på rejsen. Qujanarujussua – det har været et fantastisk opstartsår for os i Uagut.

Vi siger tak til de par hundrede nye medlemmer, som har meldt sig ind i år og de 20 frivillige, som har meldt sig på banen. Efter vi annoncerede vores medlemsorganisation 21. juni på vores nationaldag, fik vi over 100 medlemmer på den første uge. Dette bekræftede os hurtigt i, at der er brug for en Landsorganisation for os Grønlændere i Danmark.

Tak for nye alliancer og nye muligheder 

Vi har haft fokus på at bygge stærke bånd til andre organisationer, som også ønsker det bedste for grønlændere i Danmark. Det gælder bl.a. De Grønlandske Huse, Institut for Menneskerettigheder, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Stenbroens Jurister, Studenterforeningen AVALAK, Fællesforeningen Inuit, Kulturforeningen Tikiusaaq, Det Grønlandske Patienthjem og Grønlands Repræsentation for bare at nævne nogle. Vi ser frem til mange gode samtaler med alle og endnu flere næste år. 

Vi har desuden været på TV2 Go' Morgen Danmark, deltaget i Grønland i Tivoli, Danmarks største kaffemik i Aalborg og Jul på Slottet på Christiansborg. Og vi har fået en chance for at hilse på vores første frivillige – en gruppe af meget forskellige mennesker, men alle med et hjerte for grønlændere i Danmark.

Vi bryder Isen – Bekæmpelse af racisme og diskrimination mod grønlændere i Danmark

I 2025-2026 har vi startet initiativet “Bryd Isen”. Det består af en række indsatser, der sætter fokus på den diskrimination, som grønlændere i Danmark oplever, og leder efter måder at bekæmpe den.

En central del af Bryd Isen er vores dialogmøder. Vi har afholdt de første to i Aarhus og Aalborg med +100 deltagere. Det har været en stor succes med rigtig mange spændende samtaler, og vi blev meget klogere på, hvad man kan opleve som grønlænder i Danmark. Initiativet fortsætter i 2026 med 4 nye dialogmøder i hhv. Randers, Esbjerg, Odense og København. Alle er velkomne – både danskere og grønlændere, medlemmer og ikke-medlemmer. Vi vender tilbage, når datoer og lokationer er på plads.

Kalaaliuvunga - Jeg er grønlænder: En stolthedskampagne

I 2026 sætter vi også gang i en kampagne, der skal hjælpe grønlændere med at finde stolthed i vores grønlandske baggrund og nuancere fremstillingen i den offentlige debat. Koncept og indhold er inspireret af samtalerne fra dialogmøderne. Vi håber, I har lyst til at dele den med venner og bekendte, når den udkommer. 

Mentorordninger for unge grønlændere i Danmark

Vi lancerer også et mentorprogram, hvor vi matcher unge grønlændere med erfarne grønlandske mentorer, der kan guide dem gennem det danske arbejdsmarkeds udfordringer. Skriv gerne til os allerede nu, hvis det lyder interessant at deltage som enten mentor eller mentee. Mere info følger.

Hvad sker der ellers i 2026?

Udover Bryd Isen kommer vi til at lave en række undersøgelser. Takket være Medienævnet kan vi undersøge, hvordan et medie målrettet grønlændere i Danmark skal se ud. Hvis I er interesseret i at deltage i en arbejdsgruppe, må I meget gerne skrive til os allerede nu – vi vender tilbage med mere info, når vi er kommet længere i planlægningen. Og med en bevilling fra Europa-Nævnet kan vi undersøge grønlænderes særstatus i EU og formidle, hvordan EU påvirker vores hverdag.

Vi kommer også til at deltage mere i den politiske debat – bl.a. med en folketingshøring sammen med Aaja Chemnitz samt deltagelse i folkemøder på Bornholm og Mors.

Og så er vi overbeviste om, at der vil dukke en masse nye spændende muligheder op.

Mange tak

Der skal lyde en kæmpestor tak til SIRI – Styrelsen for International Rekruttering og Integration for at hjælpe os i gang. Dernæst vil vi gerne takke De Grønlandske Huse i Aarhus og Aalborg for det gode værtskab ved de første dialogmøder – og tak til de mange oplægsholdere og deltagere. Der er også en række enkeltpersoner – særligt vores frivillige – som på hver sin måde har hjulpet til med viden, sparring og praktiske opgaver.

Men vigtigst vil vi gerne takke jer, som har meldt sig ind i foreningen. Det betyder meget, at vi har jer i ryggen, når vi rækker ud til samarbejdspartnere og myndigheder. Vi er et par hundrede medlemmer nu og håber at vokse til mange flere i løbet af næste år. Vi håber også, at I har lyst til at bidrage med jeres meninger og holdninger – både via vores dialogmøder og i vores arbejdsgrupper, og få gerne jeres familiemedlemmer, venner og bekendte til også at melde sig ind hos Uagut.

Glædelig jul

Vi håber, I alle får en rigtig dejlig jul – vi glæder os til at fortsætte arbejdet i det nye år.

Vores konkrete ønske er en dygtig studentermedhjælper, der kan hjælpe os med kommunikationsopgaver. Særligt én, der forstår både grønlandsk, dansk og engelsk og er bosat i nærheden af København. Kender I nogen, så må I meget gerne opfordre dem til at skrive til os.

Vores højeste ønske er, at vi styrker grønlandsk sprog og kultur samt styrker vores fællesskab og identitet også som grønlændere i Danmark. 

God jul og godt nytår.

Kontakt

Skindergade 31, 1.,
1159 København K

Sociale medier
Kontakt

Skindergade 31, 1.,
1159 København K

Sociale medier
Kontakt

Skindergade 31, 1.,
1159 København K

Sociale medier