PRESSEMEDDELELSE – Grønlandske borgere har akut brug for krisehjælp og psykisk støtte: Lokale organisationer klar med forslag til handlingsplan
20. jan. 2026
I lyset af den nuværende politiske uro er der brug for psykisk støtte til grønlændere. Derfor har Uagut - Landsorganisationen for Grønlændere i Danmark, der på grønlandsk betyder ”os”, taget initiativ til en koordineret indsats for krisehjælp til grønlændere i både Danmark og Grønland.
”Det er en meget svær tid at være grønlænder i. Mange føler sig utrygge og pressede – især børn og familier. Og mange udvikler angst og kan ikke sove. Jeg får løbende beskeder fra grønlændere, der søger hjælp og støtte og nogle, som bare lige har brug for at tale med en anden grønlænder,” siger Julie Rademacher, forperson for Uagut – Landsorganisationen for Grønlændere i Danmark.
Derfor går organisationen nu forrest i ny koordineret indsats i både Grønland og Danmark, der skal bidrage til at øge tryghed og mental sundhed hos både børn og voksne.
"Vi oplever et akut behov for at styrke den mentale robusthed og tryghed blandt grønlændere – både de 17.000 i Danmark og de 56.000 i Grønland. Det er oplagt at vi som civilsamfundsorganisationer går sammen om at sikre den nødvendige hjælp og støtte," påpeger Julie Rademacher.
Flere partnere og organisationer bakker op
Initiativet bakkes op af bl.a. UNICEF Grønland, Red Barnet, De Grønlandske Huse i Danmark, Headspace, Foreningen Grønlandske Børn samt grønlandske og danske myndigheder, hvoraf flere også er med i koordinationen – med særligt fokus på landets seks største byer.
"Vi skal sikre grønlændernes mentale trivsel i en tid, hvor deres tilhørsforhold og fremtid bliver udfordret og ikke mindst, at al hjælp og information er tilgængelig på både grønlandsk og dansk – så alle føler sig set og hørt," understreger Julie Rademacher.
Behov for akut indsats og langsigtet beredskab
Konkret anbefaler initiativtagerne, at der hurtigst muligt igangsættes en national indsats i to spor:
Akut indsats: Socialt sammenhold og samtalestøtte
Kortlægning og formidling af eksisterende krisehjælps tilbud på både grønlandsk og dansk.
Samarbejde med De Grønlandske Huse om fællesspisninger og arrangementer med oplæg, fællessang og fællesskab – hvor man kan tale og lytte på tværs af sprog og erfaringer.
Inddragelse af grønlandske præster og frivillige netværk til samtalestøtte og åndeligt beredskab.
Langsigtet beredskab: Socialt beredskab og frivillige hjælpe netværk
Etablering af et socialt og kulturelt beredskab på tværs af Grønland og Danmark.
Produktion og formidling af informationsmaterialer (skriftligt og digitalt) på grønlandsk og dansk – herunder også korte film og oplysningsmateriale til SoMe og nationale medier.
Etablering af frivillige hjælpe-netværk for grønlændere, organiseret af frivillige.
Bred opbakning fra grønlandske og danske organisationer
En række centrale aktører har allerede tilkendegivet deres opbakning og samarbejdsvilje i indsatsen:
I Grønland deltager bl.a.:
Myndighederne
Foreningen Grønlandske børn i Grønland
UNICEF Grønland
Folk & Sikkerhed
I Danmark deltager bl.a.:
Myndighederne
Headspace
Red Barnet
Foreningen Grønlandske Børn i Danmark
De Grønlandske Huse
Den grønlandske præst i Danmark
Informationsmateriale
Informationsmateriale, der udarbejdes på både dansk og grønlandsk, lægges tilgængeligt på www.uagut.dk/krisehjaelp og distribueres ud.
Finansiering søges
Der mangler finansiering til tryk samt distribution af materialer, så her er der mulighed for at bidrage eller give sponsorat. Materialet omdeles så vidt muligt i pjeceform til hele Grønland og de store byer i Danmark, hvor mange grønlændere holder til. Det er planen, at denne koordination kan udbygges til en større kampagne, som der også skal mobiliseres finansiering til. Ønske om bidrag bedes sendes til info@uagut.dk.
Pressekontakt
Ønsker pressen en kommentar til dette, skal det ske ved henvendelse til Julie Rademacher, talsperson og forperson for Uagut, som kan kontaktes på info@uagut.dk.